Tibet

Efterår 2014

Rejsen kort: Vi fløj til Kina — Chongqing — og efter et par dage videre med tog til Tibet og Lhasa. Efter en uge i Lhasa retur med fly via Chongqing.

Vi brugte Dagama Travel som det danske rejseselskab for at kunne få visum til Tibet.

Togturen til Lhasa foregik med den berømte Himmelekspres, som kører på den tibetanske højslette og når op over 5.000 meters højde.

Tibet er et meget smukt land, og tibetanerne er meget flinke og nysgerrige. MEN siden år 2008 er det ikke muligt for turister at bevæge sig frit omkring. Den kinesiske regering har besluttet, at turister kun må bevæge sig inden for Lhasa by. Hvis man ønsker at komme uden for bygrænsen, kan det kun ske med alle de fornødne specielle visa og på forhånd godkendte rejsemål — samt ledsaget af en lokal guide og en kinesisk "sikkerhedsperson". Det er belastende og gør alt meget besværligt.

På en udflugt til den hellige sø Yamdrok, som ligger ca. 120 km sydvest for Lhasa, blev bussen stoppet 14 gange ved bevæbnede kontrolposter, som kontrollerede pas og visa.

Der er videoovervågning overalt — i busser, i taxaer, på alle hoteller, dog ikke i selve hotelværelset. Der er videokameraer overalt i Lhasa med en afstand på ca. 50 meter, kombineret med følsomme HD-kameraer med kraftige IR-kilder. I alle klostre, hvor munkene bor under spartanske forhold, er der gravet nye fiberkabler ned til kameraerne.

Dette er hvad tibetanere lever med hver eneste dag.

Jokhang-templet og kora-pilgrimme

Lhasa er en meget spændende by, fordi der hver eneste dag kommer mange pilgrimme for at gå rundt og rundt om de hellige templer. Dette ritual kaldes "kora". Mange af pilgrimme er kommet til Lhasa fra de yderste egne af Tibet — det forklarer den store variation i både påklædning og udseende. Hver eneste dag går mellem 3.000 og 10.000 tibetanere i timen rundt om Jokhang-klosteret.

Læg mærke til de tibetanske hatte — de består af flere lag klude, som holdes på plads af det flettede hår. Inde i klosteret går munkene rundt og beder eller velsigner de tibetanere, som kommer forbi. Andre klargør de store kar med stearin, som kan købes udenfor templerne. De fleste tibetanere går rundt om klosteret, men andre kaster sig ned og beder for hvert tredje skridt — disse har typisk håndbeskyttere og knæbeskyttere på.

Fra toppen af Jokhang-templet kan man se over til det prægtige Potala-palads. Karin er med på det brede billede.

Gadeliv og mad

Vi spiste inde i parken bag Potala med de lokale. Det var svært at kommunikere, men vi fik lækkert krydret mad og noget at drikke for under 20 kr. per person. Det er ofte meget sjovere at spise steder, hvor der næsten kun kommer tibetanere. Andre gange købte vi mad på gaden.

Den kinesiske tilstedeværelse

Den kinesiske tilstedeværelse er massiv — der er små politistationer overalt, og rygsække og tasker skal skannes adskillige steder i byen. Der er civilklædt politi overalt, og på husmure sidder IR-sensorer, så man kan registrere folks bevægelser. Hvis man kan leve med det, er Lhasa og Tibet absolut et meget interessant sted at besøge.

Potala-paladset

Potala-paladset er et af de store vartegn for Tibet og Lhasa. Det første palads blev bygget allerede i år 631. Det nuværende palads blev påbegyndt i år 1645 og består af det hvide og det røde palads. Potala blev aktivt brugt indtil den 14. Dalai Lama blev tvunget i eksil i 1959.

Karin satte sig ved siden af de gamle tibetanske mænd i parken bag Potala, og de ville gerne fotograferes. Parken (Zongjiao Lukang Park) bruges til hygge og afslapning og er absolut et besøg værd.

Norbulingka — Dalai Lamas hus

Norbulingka var Dalai Lamas foretrukne bolig frem til 1959. Det eneste rum, som ikke var videoovervåget, var toilettet — så her er billedet af Dalai Lamas private toilet.

Sera-klosteret — munkenes daglige debat

I den nordlige del af Lhasa ligger det store tempelkompleks Sera-klosteret, hvor munkene hver eneste dag afholder en "lektion" i at diskutere og argumentere. Det er ikke noget, de gør for turister — det har foregået i mange århundreder. Det er meget underholdende, og man kan tydeligt se, at de unge munke, som ikke har lært lektien, bliver irettesat — de krymper sig fysisk mere og mere.

Yamdrok-søen

Vi kørte på udflugt til Yamdrok-søen — en lang dejlig sø med lyseblåt skinnende vand, som ligger i ca. 4.450 meters højde, 120 km syd for Lhasa. Vi besøgte også en tibetansk familie ude på landet, hvor tiderne virkede gået i stå for 80 år siden. Det eneste moderne, som hang på væggene, var billeder af de kinesiske ledere — det er obligatorisk, og man betragtes som fjende af staten, hvis man ikke har dem hængende.

Den gamle oldemor på 80 år er familiens overhoved. Straks efter vores besøg var hun igen på vej ud i marken for at arbejde.