Patagonia 2025

Januar – februar 2025

Jeg var så heldig at min voksne datter Freja havde lyst til at tage en måned fri og tilbringe den sammen med mig i Patagonia. Turen var utrolig flot, tilpas anstrengende, og en helt igennem imponerende oplevelse — forestil dig en kombination af gourmetmad, lækker lokal vin og vandreture i den smukkeste natur. Søde mennesker overalt. Alt det og meget mere kan du få i Patagonia.

Argentina: El Calafate

Der er en lufthavn uden for El Calafate, og byen bruges som udgangspunkt til trekking i områder som ligger tre timers kørsel mod nord. Hovedattraktionen i nærområdet er udflugter til den nærliggende Perito Moreno-gletsjeren samt sejlture på Lago Argentino, hvor man besøger forskellige gletsjer og kan se naturen fra søsiden. Der går daglige busser til Chile fra busstationen.

Hele byen er baseret på turisme, og man føler at hvert eneste hus i centeret enten er en trekking-butik, restaurant/bar eller et hotel. Et andet kendetegn for El Calafate er de mange løse hunde. Hele byen vrimler med hunde som bare går rundt og venter på at blive klappet af turister. De går frit rundt i gaderne, ind i butikker og restauranter, og det er helt normalt at butikker og restauranter stiller en spand med vand ved døren.

El Chaltén

El Chaltén ligger i en dal, og hele byen er bygget op til at servicere turister som trekker i området. Langt de fleste trekkingruter er baseret på endagsture hvor man starter og stopper i El Chaltén. Det betyder at der er masser af liv i byen fra sidst på eftermiddagen og om aftenen, hvor man får en velfortjent øl eller spiser aftensmad.

Trekkingruter i området: Hele området er omfattet af naturbeskyttelse og man skal betale entré for at bruge det. Vi fik meget forskellige svar når vi spurgte om hvornår man skal starte, men vi kom frem til: kig på vejrudsigten for den kommende dag. Hvis der er lovet godt vejr om formiddagen og overskyet om eftermiddagen, så tag tidligt afsted — eks. kl. 4 eller 5 — og nyd den flotte solopgang over bjergene uden så mange andre mennesker på sporet.

Fitz Roy

Fitz Roy er et ikonisk bjergområde, og tøjmærket Patagonia har netop disse bjerge som varetegn på deres tøj. Ruten er på ca. 22 km, hvor man den første del følger en lille flod med masser af flotte udsigtspunkter. De første 8 km er temmelig flade men med meget varierende og flot natur. Sidst på ruten krydser man floden, og den sidste 1½ km går stejlt op til en sø. Stigningen er på 400 m/km, så der er stor chance for at man kommer til at gå i kø på det sidste stykke. Start tidligt (før kl. 7). Hele turen med masser af tid til at nyde naturen tager 9½ time.

Lago del Torre

Turen har en jævn stigning de første 3 km, derefter går det mere jævnt hele vejen op til en gletsjersø. Selve søen har en del mindre isbjerge. Det meste af turen går man i en dal med flot udsigt til de mange bjerge langs hele ruten. Turen til Lago del Torre og retur er ca. 19,5 km og tager godt 8 timer med masser af stop.

Loma del Pliegue

Turen starter 1 km syd for El Chaltén. Ruten har en stigning på 1.000 højdemeter, men det føles ikke så meget fordi stigningen er jævnt fordelt over hele trackket. Turen går gennem skov med tusinder af gamle væltede træer, sletter, marker med kør, og til sidst over trægrænsen ud i en stor stenørken med kun små klynger af lave blomster i læ af sten. Hvis man har gode ben, kan man yderligere komme op på en bjergtop 227 meter længere oppe, med en imponerende udsigt over Lago del Torre og hele bjergkæden. Det blæser rigtig meget på toppen — husk varmt og vindтæt tøj.

Turen til Loma del Pliegue og retur tager 7–8 timer og er 21–24 km, men det føles ikke så belastende som eks. Fitz Roy fordi højdemeterne er jævnt fordelt.

Chile: Puerto Natales

Vi kørte med bus fra El Calafate i Argentina til Puerto Natales i Chile via rute 40 over en lille grænseovergang. Man må absolut ikke have frugt med til Chile. Det første indtryk af Chile er at folk er venlige, alt fungerer, busser kører til tiden og aftaler overholdes. Mange taler engelsk. Byen Puerto Natales bruges som “hop” til den store Nationalpark Torres del Paine.

Nationalpark Torres del Paine — O-turen

Som besøgende kan man tage på 1–4 dages besøg på den del som hedder “W”, eller bruge 8 dage og gå hele vejen rundt om bjergmassivet — “O”-turen.

Dem som vælger at vandre hele vejen rundt på O-turen får de første 5 dage i storslaget natur med en følelse af at være stort set alene. På de sidste tre dage er der en del flere mennesker, men når du sover i telt, bestemmer du selv hvornår du starter. O-delen er ensrettet mod urets retning og man starter i Camp Central — det betyder at selvom du går 5 minutter efter nogle andre, så ser du dem ikke før de holder pause. Man møder hurtigt folk som man spiser og får en eftermiddagsøl sammen med. Det er super hyggeligt.

Billeder fra O-turen.

Hvis du har købt en pakke med hel pension, så står der et telt med en sovepose klar, og der serveres en 3-retters menu som aftensmad, morgenmad samt en “to go”-pakke til turen. Der er masser af muligheder for at fylde vand på undervejs — alle de små smeltevands-vandløb man passerer er fyldt med rent vand, lige til at fylde på drikkedunken.

Passet på O-turen

Praktiske tips

Både Argentina og Chile er meget behagelige lande at rejse i, folk er søde og hjælpsomme. Vi er ikke på noget tidspunkt blevet snydt eller forsøg på samme. Vi har mest været i de to omtalte områder, men der er selvfølgelig masser af andre muligheder — vi havde “kun” godt tre uger og skulle derfor udnytte tiden mest muligt, og valgte de områder som var lettest tilgængelige. Man skal altid lægge en buffer ind når man skal flytte sig, f.eks. mellem Argentina og Chile, fordi vejret er uforudsigeligt og det er ikke unormalt at al trafik lukkes i et døgn som følge af kraftigt stormvejr. Hvis du f.eks. 6 måneder i forvejen har booket plads på O-turen, skal du bare være klar den første dag — ellers går der kuk i reserveringen hele vejen rundt.

Rigtig god tur! — Carl Nielsen, februar 2025