Gaula 2011 — start juni — Borten Losen valdet
Ole, Thomas og Carl på Borten og Losen valdet, start juni 2011.
Det var en mærkelig uge. Vi ankom den anden juni, og der var taget nogle fisk den første dag og enkelte den anden — men det var slet ikke som sidste år, hvor der allerede de første dage var taget mange laks og adskillige over 10 kg.
Jeg var heldig allerede den første aften at fange en rigtig flot laks på over 10 kg. Der var en stærk fisk og jeg kæmpede med den et stykke tid før der var kontrol over sagerne. Den blev landet på nabostykket før den nåede ned gennem den næste foss.
Der blev intet fanget resten af ugen — så er det sagt! Vi fiskede ellers mange timer og Thomas fiskede igennem flere nætter, men der var simpelt hen ingen laks.
Efter et par dage ankom jyde-klanet. På det næste billede har de gjort pause under vores læsejl for at nyde en enkelt øl, så vi i fællesskab kunne brokke os over at der ikke blev fanget fisk.
Vejret var også et kapitel for sig selv: skiftevis sol, regn, vindstille og kraftige stormstød. En tidlig morgen fangede et af disse stormstød jydernes fortelt og krøllede det sammen oven på campingvognen. Selvom det var blå himmel overalt, kunne det regne ti minutter efter.
Billedet til højre er taget omkring midnat, hvor de truende skyer kommer ind fra havet. Et andet underligt fænomen som opstod næsten hver aften var tågen — den kom snigende og lagde sig over elven i et bælte på en til to meter, og forsvandt lige så hurtigt igen efter en lille time.
Det var som sædvanlig en hyggelig uge, men det ville være rart med lidt flere laks i elven. Måske ses vi næste år igen. — Carl