Fisketur i British Columbia — Canada

Ole og Carl — Kongelaks, Stør og Regnbueørred

2 ugers fisketur i British Columbia — Canada kan være meget mere end bare det at fange kongelaks. Vi var to gæve lystfiskere, Ole og Carl fra Gladsaxe, som deltog i rejsen til Canada i uge 41 og 42. Vores mål for rejsen var at fange en masse store kongelaks og se lidt af Canada. Begge mål blev absolut opfyldt.

Hvad koster turen? Fly + billeje ca. 6.000 kr., benzin + motel + B&B + forsikring + mad + alt det andet ca. 9.000 kr. — i alt ca. 15.000 kr.

Chilliwack River & Vedder River

Den første uge boede vi på et B&B i den lille by Chilliwack, kun få km. fra grænsen til USA, og fiskede i den meget produktive Chilliwack River som løber ud i Fraser River. I Chilliwack River er der opgang af alle 5 slags stillehavslaks, og da vi ikke var interesseret i at spise dem, fiskede vi mest efter de store kongelaks (Chinook).

Chilliwack River kan deles op i tre afsnit: den nederste del “Vedder Channel” fra udløbet i Fraser River, det midterste afsnit “Vedder River” tættest på selve Chilliwack by, og den øverste del “Chilliwack River” med et pænt fald og hurtigt strømmende vand. Det midterste afsnit havde mange gode pools og masser af store sten — og et godt sted at begynde sit fiskeri, da de lokale altid er meget flinke til at vise og fortælle.

Kongelaks — Chinook

På den øverste del fandt vi mange strækninger egnet til både spinnestang og fluefiskeri. Vi fiskede i pools men også på meget hurtige steder hvor laksen stod i læ bag store sten. På disse steder mistede vi nogle dage 2 ud af 3 laks — men som regel efter en lang og sjov fight, som nogle gange først endte 500 meter nedstrøms og 100 meter line fattigere. Det var sjovt.

De bedste mønstre viste sig at være ganske simple: et lille stykke rødt eller orange uld forrest på en nøgen krog. I godt vejr var den bedste størrelse en uldklump på 4–5 mm — lige så stor som et enkelt lakseæg og samme farve. Efter en 3–4 dages fiskeri lykkedes det os hver at fange ca. 10 kongelaks mellem 10 og 15 kg på en dag.

Tunkwa Lake — Regnbueørred i 1.100 meters højde

Når man nu endelig er kommet til BC skal man unde sig selv en tur ind i det store land. Vi kørte mod nordvest og fandt en meget flot sø i ca. 1.100 meters højde med masser af fight-villige regnbueørred. Der findes tusindvis af søer hvor man bare kan fiske — spørg de lokale om fiskemuligheder i lokalområdet. Om aftenen faldt vi i søvn til lyden af hylende ulve, og om morgenen vågnede vi til lyden af en flagspætte-familie, egern som skældte ud, og masser af fugle. I søen fangede vi regnbueørred som vi spiste som aftensmad — kødet var fast og mørkerødt som kun ses i de bedste reklamer.

Den store hvide Stør — Fraser River

Hvis man har råd og lyst til at fange nogle rigtig store fisk, er der en fantastisk mulighed mere omkring Chilliwack — fiskeri efter den store hvide Stør på Fraser River. Vi købte en endagstur med en guide og fangede i alt 16 stør på mellem 100 og 180 cm. De to største vejede ca. 75 kg, og de fightede så det var en fryd — en gang i mellem sprang disse store fisk langt op af vandet. En båd med guide koster ca. 2.500 kr. for en 10-timers fiskedag. Alt fiskeri foregår med enkelt krog uden modhage, og da støren er fredet bliver alle fisk skånsomt sat tilbage.

Alt i alt havde vi to regnfulde men meget sjove, spændende og fangstrige uger i Canada. — Carl :-)